Tirsdag aften ringede telefonen. Det var Helle som var “noget” ophidset, hendes hest var stok halt efter at være behandlet af mig, om det var meningen?
Her er det, at man som behandler tager en dyb indånding og tørrer sveden af panden. Nej det er det selvfølgelig ikke. Det kan betyde to ting, enten har hesten været meget værre end først antaget, eller der er noget helt andet galt, som er blevet provokeret af behandlingen.
Det skal indskydes, at han aldrig havde været halt før.
Jeg tilbød at komme dagen efter. Vi mødtes i et nærliggende ridehus og startede med at longere ham et stykke tid for at få syn for sagen. Helle fortalte lidt mere udførligt om, hvor svært han altid havde haft ved at galopere i longen, det var helt umuligt rundt til højre, hvor han changerede med bagbenene med det samme. Det gik bedre når hun red og kunne støtte ham. I den her situation glemmer man som heste-ejer tit, hvorfor det var man fik hesten behandlet i første omgang.
Ja halt var han, ikke stok halt, men halt. Jeg behandlede ham ingen, han blev longeret, behandlet igen og longeret. Det hjalp puha. Men han var stadig væk ikke helt rengående.
Hun fortalte også, at der havde også været dyrlæge og andre behandlere ind over. Når man står i den situation, er umuligt ikke at tænke på, om man (jeg) havde sat noget helt unødvendigt i gang, med det forløb han fik. Men nej det kunne ikke passe, en hest som kan trave som ham her, fantastisk jordvindende og taktfast skal også kunne galopere på en cirkel uden problemer. Helle og jeg mødtes endnu engang i ridehuset nogle dage efter, hvor han fik en gang laser mere. Han var stadig i bedring. Her i weekenden løb jeg på Helle til et ridestævne. Hun fortalte, at han er helt rengående. Dejligt at høre, han får helt sikkert et nemmere liv som ridehest.
Tænk at han bare har gået og gjort sit bedste uden at kny. Hvad gør de heste ikke for os! En stor tak til Helle for hendes tillid og for hendes velafbalancerede måde at takle tingene på.
.